Bryllup og Blomster

blomster til bryllup

Sommeren er sæson for frieri og bryllupper, men det er stadig ikke helt slut endnu, da der er mange der også er begyndt at holde efterårs- og vinterbryllupper. Det er en af de største dage i vores liv, det er på denne dag vi fejrer kærligheden og samtidigt erklærer ægteskabet til hinanden. En fest der næsten altid fejres sammen med familie og venner. Et bryllup er ikke mindst en begivenhed som alle vil huske tilbage på resten af sit liv. Også selvom nogle oplever det flere gange 🙂 Det er en meget følelsesladet dag, ikke mindst for de to som vælger at blive gift, men også for dem, som deltager som gæster. Det er en smuk dag, med kærligheden som altoverskyggende tema, en dag som mange mennesker planlægger ned til mindste deltalje og ikke mindst en dag der bliver set frem til i en tid, som føles uendelig lang.

Det er forskelligt hvor meget folk går op i deres egen og selve dagens udsmykning. Jeg kan lige så godt sige, at når jeg skal giftes, så er blomster i hvertfald og helt sikkert det sidste, som der skal sparres på. Jeg synes personligt de har så meget at sige, så det ville være en skam ikke at pynte med dem.. over det hele faktisk. Man kan være sikker på at blomsterne er med til at bringe smil frem på læberne og det er en stor detalje som gæsterne ofte har en holdning til og dermed også vil snakke om. I bund og grund tror jeg ikke man kan få for mange af dem til sådanne begivenheder. Jo flere, jo bedre, men jeg er måske også miljøskadet 🙂

Blomster til bryllupper er noget, som jeg vil påstå, at næsten ingen undlader.

Blomsterne er med til at sammensætte hele dagen og temaet, og de sætter prikken over i’et. Uanset hvilke farver, former, størrelser, blomster, hvor mange og hvor få der er af dem, er de med til at få os i en bestemt stemning og altid i et bedre humør. Nogle vælger et tema hvor det skal være stort, prangende, overdådigt og voldsomt, hvor andre er til det mere enkle og måske sommerlige look, uanset hvad får de omstillet os til det tema og den stemning, der er tænkt på vi skal komme i.

Det gode ved blomster til bryllupper er at det er så forskelligt fra person til person. Man kan ikke sige hvilke blomster der er rigtige og forkerte til et bryllup, da det er fuldstændig individuelt.
Der er selvfølgelig nogle der egner sig bedre end andre da størrelsen på hovedet eller holdbarheden kan være en hindring. Derudover bliver man også nødt til at tage hensyn til årstid og sæson. Man bliver nødt til at have i sine overvejelser, at man må have ønsker og arbejde ud fra den gældende sæson og dermed også de gældende blomster. Så er det heldigt at hver sæson har smukke blomster og flere blomster også findes året rundt.

Hvis dit look skal være romantisk:

Hvis du vil have et look som skal være romantisk, tøset og med mange detaljer, er det en god idé hovedsageligt at bruge blomster med små hoveder, dog også enkelte blomster med stort hoved. Det kan eventuelt være en rose og en gerbera man vælger som de store blomster, jeg vil sige at man skal holde sig til 2-3 blomster med store hoveder. Så er det en god idé at holde sig i de lyse farver så kan man evt bruge små ting som perler, hjerteranker mm. Af grønt vil jeg mene at eucalypthus er en god ting hertil.

Hvis dit look skal være vildt/grøftekant:

Det er begyndt at være meget moderne med det vilde look, også kaldet grøftekants look. Hvis det er det man går efter, skal man bruge grenede, lette, småhoved blomster og en masse grønt. Det er en god idé ikke at binde blomsterne så stramt og i lidt forskellige højder, for at give dybte og dermed et ”løst” udtryk. Hertil synes jeg at man kan bruge alt slags grønt, og brug gerne mere end én slags. Man kan vælge at holde sig i én eller flere farve nuancer, men kan kan også blande ALLE farver, det vil gøre at det virker lidt mere tilfældigt.

Hvis dit look skal være overdådigt:

Når det skal syne af meget og virke meget overdådigt, er det en rigtig god idé primært at holde sig til store blomster, med store hoveder. Prøv at sætte/binde blomsterne tæt, men med plads til at de kan springe ud, så de ikke bliver klemt og mast af hinanden. Brug blomster med store hoveder, men prøv stadig at blande formerne, så man ikke ender med kun at bruge runde hoveder, det kan godt ende med at give et underligt udtryk og det er også svært at arbejde med. Jeg synes alle farver kan passe til det her look, både blandende farver, enkle og lyse farver eller noget helt tredje.

Her er der eksempler på hvem, hvad og hvor man kan pynte med blomster:

1. Bruden:
– Brudebuket, hårpynt
2. Gommen:
– Knaphulsblomst/brystbuket
3. Brudepiger:
– Brudepigebuket, hårpynt, rosenblade eller andet til at smide
4. Kirken:
– Alterbuketter
– Stolrækker
Div. Andet pynt i kirken
5. Bilen:
– Pynt til sidespejl
– Pynt til køler
6. Festen
– Alt efter om man holder fest i et lokale eller en have, så se mulighederne i udsmykningen på vægge, døre mm.
– Blomsterport (evt til vielse i haven)
– Borddekorationer eller løst afskårne blomster i små vaser
– Pynt til evt buffet eller gavebord

Uanset hvor lidt og hvor mange blomster man vil have, hvor stort og hvor småt brylluppet er, er det altid en god idé at have en rød tråd igennem det hele. Enten så alle blomsterne, eller bare nogle af dem går igen i alle tingene, det giver et utrolig flot resultat i sidste ende. Tænk på blomsterne som en stor del af dagen, for de påvirker os og vores minder fremover, meget mere end vi tror.