Farvernes betydning

Blomsternes Farver

Der kan være mange gode grunde til at give blomster, og det kommer vi tilbage til i et senere blog-indlæg. Det som vi vil skrive lidt mere om i dette indlæg er de forskellige farver i blomster og hvilken betydning disse farver har eller kan have. De fleste kender til røde roser eller gule påskeliljer, men der er et utal af andre blomster, som hver især har deres specielle farver og udtryk.

Op igennem tiden har blomster været brugt til at kommunikere mange forskellige ting ligesom store forfattere som Shakespeare har brugt blomster til at symbolisere forskellige ting. I det Victorianske England kunne det ofte være svært at kommunikere med sin udkårne, så dér udvikledes et helt særligt sprog til at kunne overbringe beskeder via blomster. Her var det naturligvis både blomsten, men også farven som kunne bruges til at udtrykke sine følelser. Det var ikke ligegyldigt om der blev sendt en hvid rose eller en rød rose, ligesom det heller ikke var ligegyldigt om der blev sendt en hvid lilje eller en hvid rose. I dag er det heldigvis meget lettere at kommunikere, men derfor kan der stadig være inspiration at hente når man skal sende blomster afsted.

Herunder er en liste af farver, et par typiske blomster, som kan have denne farve og sidst men ikke mindst et par forskellige eksempler på hvad blomster af denne farve betyder.

Blå:

Et par eksempler på blomster som kan være blå er anemoner, lobelia, iris eller Nil liljer – nogle steder Afrikansk lilje. Blomsterne fra krydderurten rosmarin kan også være blå.

Blå blomster kan virke afstressende og fjerne bekymringer. De symboliserer fred, åbenhed, sindsro og en flot buket med masser af blå blomster kan for nogle være en udmærket naturmedicin imod anspændthed. Andre mener at den blå farve i blomster symboliserer den klarhed vi kan have når vi drømmer.

Gul:

Et par eksempler på gule blomster er påskeliljer, craspedia, chrysathemum eller primula. Der er mange gule blomster så du kender sikkert selv en masse flere.

Gule blomster symboliserer glæde og venskab, men kan også betyde andre ting. Der er flere som giver gule blomster til studerende da den gule farve hjælper på hukommelsen og har stærke bånd til både fornuft og intelligens. For de gamle Maya indianere blev den gule farve associeret med majs (Nal på mayansk), og den gule farve betyder her sundhed, næring og det at have et forråd.

Rød:

Den mest kendte røde blomster er nok rosen, men derudover findes blandt andet geranium, nellike, gerbera og tulipaner. Den store grund til at der bliver givet så mange røde roser til både Valentins Dag og som kærlighedserklæringer i andre sammenhænge er, at den røde blomst – og især rosen – symboliserer kærlighed, passion, skønhed og energi. Mange giver også røde blomster til jul, men her er det ikke nødvendigvis roser, som bliver valgt. Endelig er der også mange mænd, som placerer en nellike i knaphullet på deres jakkesæt når de skal giftes, og den den klassiske filmhelt James Bond ynder også at bære en rød nellike i sin hvide dinner jacket som et symbol på vitalitet.

Hvid:

Hvis den røde rose er den mest kendte og klassiske er der mange som foretrækker den hvide rose istedet. Hvid symboliserer nemlig renhed, klarsyn og helbredelse. Hvide blomster som liljer, margueritte, gardenia eller magnolia udstråler enkelhed, men er på samme tid et udtryk for beskedenhed. En smuk buket med hvide blomster vil passe ind overalt, da hvide blomster udstråler en stille elegance, som aldrig vil virke overvældende, men som stadig kan imponere med sit rene udtryk.

Lilla:

Lavender, salvie eller hyacinth er blomster som ofte forbindes med farven lilla. For nogle betyder den lilla farve stolthed, værdighed og succes, men den lilla farve symboliserer nogle steder det religiøse og bliver brugt hyppigt i ceremonier. Dette kan skyldes at når man ser farven lilla åbner ens øjne sig mere, og man bliver dermed mere modtagelig overfor indtryk. Gennem de sidste mange hundrede år har den lilla farve også været associeret med det royale eller kongelige, og derfor kan en blomst som lavender også bruges som en gave til en person, som man mener har et nobelt hjerte.

Lyserød eller pink:

Den lyserøde farve er meget populær hos blomsterhandlere og gartnerier og derfor kan man finde masser af blomster i de lyserøde nuancer – både liljer, roser, hyacinther og tulipaner. Der er imidlertid også kamelia, rhododendron eller petunia. Den lyserøde farve symboliserer yndefuldhed og lykke, men også uskyld. Mange forbinder netop lyserøde blomster med det feminine og skrøbelige og derfor siger en smuk buket lyserøde liljer også “jeg elsker dig”, men på en lidt mere nuanceret måde end en flot buket røde roser.

Grøn:

Man forbinder ikke nødvendigvis den grønne farve med blomster, men der er mange smukke grønne blomster. Et par gode eksempler er gladiolus, orkidéer og nelliker. Grønne blomster eller andet pyntegrønt er desuden hyppigt brugt i kombination med andre blomster i buketter. Det grønne i blomsterne symboliserer noget naturligt, sundt og stærkt, og der ligger også en masse uforløst potentiale i grønne blomster, som man venter på skal springe ud. Det grønne græs om foråret betyder en ny begyndelse og viser den store modstands kraft, som der er i naturen og i planterne generelt. Giv grønne blomster som et tegn på optimisme og fornyelse.

Orange:

Alstromeria, tulipaner og canna er nogle af de blomster som man ofte kan finde i orange nuancer. Faktisk har blomsten fra granatæblet også en flot orange farve. Når man tænker på orange så tænker man også ofte på solen, og de orange blomster symboliserer da også både vækst og varme. Ligesom den røde farve er der masser af vitalitet og energi i orange, og man forbinder denne farve med leg, glæde og entusiasme, præcis de følelser som et barn ville have, hvis han eller hun legede med sine venner på en varm sommerdag i solen. En buket med orange blomster gemmer sig ikke i et hjørne, men står frem og springer i øjnene.

Det vigtigste ved at give blomster er naturligvis den glæde som modtageren får – ligegyldigt hvilken farve blomsterne har, så hold dig ikke tilbage.